hvad siger Grundtvig her:

I det jeg udgiver nærværende Samling af Smaavers, der betegne Veien jeg i syv forledne Aar har vandret, kunde jeg vel ønske at tale med mine Landsmænd om Skjaldskabs Vilkaar i Almindelighed og om min Deelagtighed deri; men deels veed jeg, at om de end ikke alle fradømme mig Digternavn, ønske dog kun Faa at høre min Tale om saadanne Ting; deels har jeg ofte, og selv i den Fortale til Nytaarsnat som her er aftrykt, sagt mine Tanker, som jeg vel kunde nøiere bestemme og videre udvikle, men ikke forandre, og endelig er Bogen alt blevet en god Deel større end jeg havde tænkt. Det Sidste har voldt en anden Udeladelse, som adskillige Læsere maaskee mindre havde ønXVIsket, nemlig den af et Kvad om Freden til Fædrenelandet fra 1813 og et historisk Digt om det gamle Norge, men ogsaa disse vil vel lade sig høre i betimelig Tid, hvis de skal høres. Forresten har jeg kun det at anmærke om Samlingen i Almindelighed, at jeg ikke troer heri at have indlemmet noget Stykke der kan synes ganske ubetydeligt, uden for dem, der ansee det Hele for ubetydeligt og for dem har jeg naturligviis ikke samlet; men at jeg imidlertid har indrykket enkelte Smaastykker, som jeg selv tillægger lidet eller intet poetisk Værd, har samme Grund som det, at jeg har ladet alle de ældre Stykker aftrykke, paa enkelte Ord nær, uforandrede, thi det er ingenlunde skeet, fordi jeg ingen Feil saae i dem, men fordi jeg veed det maae være en tænkende Læser, som i det Hele ynder min Sang, kjært at kunne med et Blik overskue min Gang, som den virkelig har været. Hvad de enkelte Stykker angaaer, da har jeg ved hvert især anmærket, hvad jeg derom havde at sige, og saa uvelkomne disse Anmærkninger kan være mange, XVII baade for Indholdens Skyld, og for det braagede Udseende de give Bogen, tør jeg dog haabe at de jeg skriver for vil billige min Hensigt. Hvad som derimod maae synes underligt er, at der i disse Anmærkninger tales om forskjellige Tider som nærværende, men det kommer deraf, at jeg begyndte Samlingen for hardtad et Aar siden, Trykningen har varet mere end et halvt, og de sidste Tillæg skrev jeg da i den nysfuldendte Maaned. Det sidste Stykke i Samlingen forsynede jeg ei med noget Tillæg, da et saadant tykdes mig unødvendigt, og jeg behøver vel neppe at anmærke at det er skrevet ganske nylig. Vel har man ei for Skik at recensere mine Riim eller overhovedet Andet af min Skrift, end hvad man vil fordømme ubetinget, men skulde denne Samling alligevel vorde dømt eller fordømt ved det litteraire Bything, da tjener det forud til behagelig Efterretning, at den ei gaaer ud for at beile til de Krandse der have andensteds hjemme, men blot for at hilse gamle Kyndinge og med dem venlig fordrive en Aftenstund. XVIIITil Eder, I adspredte Ædle! Eder med hvem jeg vandrede venlig, og Eder, som skjøndt vi ei saaes, venlig annamme min Tale, til Eder er den stilet, med Eder er det jeg taler aabenhjertig om mit Syn og min Gang, mit Mæle, mine Feil og Vildfarelser; de som hade og haane mig vil ogsaa misbruge mine Bekjendelser og bruge mine egne Ord som Vaaben imod mig; men det faaer saa være, Eder skal min Tale stadfæste i den Vished, at jeg ei er den hovmodige, egenkjærlige Mand, jeg udraabes for, og at jeg hos mig selv som hos Andre hader og fordømmer al Plantelse som Faderen ei haver plantet. Og saa, i Guds Navn, lad Verden gaae sin skjæve Gang! den kan ikke andet.

Det, Grundtvig siger her — i denne fortale til en digtsamling fra omkring 1816 — er i bund og grund en personlig og principiel erklæring om, hvorfor han udgiver sine digte, hvordan han ser på sin egen udvikling som digter, og hvordan han forholder sig til kritik og modtagelse.

Lad os tage det i trin, så du får en klar forståelse af indhold og tone:

💬 1. Han forklarer, hvorfor han udgiver samlingen

Grundtvig siger, at digtene viser ”vejen jeg i syv forledne Aar har vandret” – altså en slags åndelig og kunstnerisk rejse gennem de seneste syv år. Samlingen er ikke bare en række tilfældige digte, men en dokumentation af hans udvikling som menneske og digter.

Han kunne ønske at sige noget generelt om ”Skjaldskabs Vilkaar” (digterkunstens vilkår), men han lader være, fordi:

• Få ville være interesserede i at høre det.

• Han allerede tidligere har udtalt sig om det, især i fortalen til Nytaarsnat.

• Bogen er i forvejen blevet længere, end han havde tænkt.

📖 2. Han fortæller, at han har udeladt visse digte

Han nævner, at han har måttet udelade et par stykker (“et Kvad om Freden til Fædrenelandet” og “et historisk Digt om det gamle Norge”) – men lover, at de måske kommer senere. Det siger noget om, at han arbejder systematisk med sit forfatterskab og tænker på, hvordan det skal tages imod.

🧭 3. Han forsvarer samlingens karakter

Grundtvig siger, at han ikke mener, der er noget helt ubetydeligt med i bogen, medmindre man selvfølgelig synes, hele hans forfatterskab er ubetydeligt – i så fald er man slet ikke målgruppen.

Han indrømmer dog, at der er småstykker med lav poetisk værdi, men han har medtaget dem for at give læseren et ærligt overblik over hele hans udvikling – “min Gang, som den virkelig har været”.
Det er altså et forsøg på sandhed og helhed snarere end at udgive et “perfekt” værk.

✍️ 4. Han forklarer om sine noter og kommentarer

Han har skrevet små anmærkninger til hvert digt, selvom de gør bogen ”braaget” (rodede at se på). Han ved, at mange måske ikke bryder sig om dem, men håber, at dem han skriver for – de tænkende læsere – vil forstå og acceptere hans hensigt.
Han forklarer også, hvorfor han nogle steder skriver, som om forskellige tidspunkter er samtidige: fordi samlingen er blevet til over længere tid.

🎭 5. Han forventer at blive misforstået og kritiseret

Med en let ironisk tone konstaterer han, at han normalt kun bliver anmeldt, når nogen vil fordømme ham. Han forudser, at det nok også vil ske denne gang — men han gør det klart, at samlingen ikke søger litterær berømmelse eller akademisk hæder:

”…den ei gaaer ud for at beile til de Krandse der have andensteds hjemme, men blot for at hilse gamle Kyndinge og med dem venlig fordrive en Aftenstund.”

Det er smukt formuleret: han udgiver ikke for at vinde laurbærkranse, men for at dele noget med sine venner og sympatisører.

💖 6. Han henvender sig direkte til sine læsere

Til sidst taler han direkte til sine venner og velvillige læsere – ”I adspredte Ædle”.
Han vil være ærlig over for dem om sine tanker, fejl og vildfarelser.
Han ved, at hans modstandere vil misbruge hans ord, men det må være, som det er. Det vigtigste for ham er, at hans venner forstår, at han ikke er hovmodig eller egenkærlig, men søger sandhed og oprigtighed.

Han slutter med en resignation blandet med tro:

”Og saa, i Guds Navn, lad Verden gaae sin skjæve Gang! den kan ikke andet.”

🧩 Kort fortalt:

Grundtvig siger:

• Denne digtsamling viser min vej som digter gennem syv år.

• Jeg udgiver den ikke for berømmelse, men for ærlige læsere.

• Jeg har bevaret fejl og svagheder for at vise min udvikling.

• Jeg ved, at jeg bliver misforstået og kritiseret, men jeg står ved mit arbejde.

• Jeg henvender mig til de få, der vil lytte i venskab og forståelse – ikke til verden, som alligevel ”går sin skæve gang”.

Vil du have, at jeg laver en nutidig gendigtning eller oversættelse af afsnittet (så man kan læse det som om Grundtvig skrev det i dag), så du kan bruge det fx i undervisning eller formidling?