Vælg en side

Forskning til salg

Kategori: Microsoft | ophavsret

Forlag sælger indholdet i deres bagkatalog til AI-virksomhed uden forfatternes accept.

Den 19. juli 2024 kunne man på hjemmesiden Bookseller læse om at forlaget Taylor & Francis har solgt dele af deres indhold til Microsoft til deres AI-træning. 

Et salg, som forskerne der benytter forlaget ikke er blevet orienteret om, og et salg, som forskerne ikke ser ud til at få en eneste krone ud af.

Sagen er egentlig spændende på flere måder, for uden stabil adgang til viden vil en AI-model jo have sine begrænsninger, meeeen, hvis man som her vælger at sælge sit bagkatalog til tredjepart burde man, i det mindste moralsk set nok have haft så meget kærlighed til de forfattere, som udgør selve forlagets substans, at man også havde clearet salget med forfatterne. Det lader ikke til at være tilfældet; så kort sagt har forlaget anslået fået nogle millioner for at sælge indhold, som andre har lavet. 

Det lyder selvfølgelig som en krænkelse af ophavsretten, men sagen er nok hurtig lidt mere kompliceret, når en forfatter indgår en aftale med et forlag. I dette forhold kan der være indgået aftaler, som giver begge parter nogle andre rettigheder, for at både samarbejdet og de økonomiske fordelinger kan passe begge parter. Så det må klart forventes at forfatterne i denne sag enten har overset noget med småt i deres aftaler eller at forlaget har vurderet at deres risiko for søgsmål fra forfatterne er begrænset. Uanset hvad, så ser det ikke kønt ud. 

Konsekvensen kan fx være at et ai-genereret indhold fra Microsoft på et tidspunkt vil være i stand til at levere svar der er baseret på solid forskning via forlagets udgivelser. Men om dette “svar” fra Microsoft så også vil omfatte kildehenvisninger eller kreditering af den eller de personer, der har stået bag forskningsarbejdet er mere end tvivlsomt. 

Så som forsker vil dit arbejde og dit navn – og dermed måske også dine muligheder for at fortsætte forskningsarbejder og finde nye midler til forskning være under pres. 

Hvorfor overhovedet gøre det? Man kan kun gisne, men en vurdering kunne være at forlagets indhold ganskeenkelt ikke sælger særligt godt. Så ved at få (anslået) 10 millioner dollar ind i ét salg til Microsoft har forlaget måske lavet deres bedste salg længe. Særligt når man som i dette tilfælde endda vælger at holder forfatterne ude, når kagen skal deles. Sådan et engangsknald kan både være styrkende for forlaget, og hvis forfatterne ikke skrider (hvis deres kontrakter tillader det), så kan vi kun forvente at andre forlag vil være fristet til at gøre noget tilsvarende. 

Omvendt så er det også nu at forfatterne skal stemme med deres fødder og se sig om efter mere anstændige samarbejdsparter, for hvis de bliver, så bliver de også tavse og accepterende i deres mangel på handling. 

Så spændende nyhed – og forhåbentlig – spændende at se nogle flere reaktioner.  

 

Jeg har udgivet artikler og bogkapitler ved Taylor & Francis og Routledge. De har nu uden at kontakte eller kompensere mig og andre forskere solgt adgang til vores værker til en tredjepart for at træne kunstig intelligens.

Jeg overvejer kraftigt om det skal være slut med at publicere og reviewe for dem.

Peter Dalsgaard, Opslag på LinkedIn, juli 2024.
Professor i Interaktionsdesign, Aarhus Universitet. Leder af Centre for Digital Creativity. 

Konsekvenser?

Som artiklen også selv kigger på, så er der mange konsekvenser og mange mennesker med meninger og ønsker. 

Det slår mig at Microsoft i denne situation klogt vælger at holde lav profil. Det er herligt hvis mudderet ikke rammer dem. Men det kommer også til at ramme dig og mig, hvis vi sætter os ved et Microsoft-produkt.

Det slår mig også at der er store interesser fra rettighedsorganisationer for at lave licensaftaler. Det er ikke et produkt jeg håber vi skal se omkring brugen af AI, for alene det forhold at AI er genereret uden at det i sig selv har et menneske, giver det en frihed, som vi skal glæde os over, men for det andet vil den uklarhed og tilfældighed med hvilken licensaftalerne opererer under i dag kun udsat for endnu større tilfældighed, hvis de også begynder at gisne om hvilke materialer og hvilke rettigheder en given sprogmodel måtte indeholde og måtte have anvendt for et givent kald. En sådan tilfældighed giver hverken rettighedshaver eller bruger nogen fornuftig retfærdighed eller en bedre verden for den sags skyld. 

I min optik skal vi forholde os til menneskers ophavsret og gøre brug af andres viden, når og først når, vi har fået lov. En forplumring af disse forhold bliver ikke bedre af at vi stjæler indhold til sprogmodeller eller mudrer vilkårene til samtidig med at vi betaler til uklare licensaftaler. 

 

Læs mere

Artikel (19-07-2024) Link

Læs pressemeddelelse fra virksomheden Informa, som så vidt jeg kan se har forlaget som en af sine aktiviteter. Det er på side 3 på dette link.

Opslag af Peter Dalsgaard, LinkedIn (07-2024) Link

 

Forskning til salg af Peter Leth, 3. august 2024, cc-by-sa.