Vælg en side

ophavsret

Styr på det med småt

Ophavsret er enkel

Undervisningsmaterialer, vejledninger, beskrivelser, billeder og andet indhold fra internettet er ofte underlagt ophavsret. Det betyder i praksis at man ikke uden godkendelse kan uploade det til en online GenAI model uden samtykke fra ophavsretshaveren. En underviser må derfor ikke tage eksterne dokumenter og bearbejde dem med CoPilot eller ChatGPT.

Oplæg om ophavsret (for begyndere) omkring generativ kunstig intelligens, 17. maj 2024, fra CIU. Udgivet under Creative Commons licensen cc-by-sa.

Spørgsmål om ophavsret

Et typisk spørgsmål omkring ophavsret begynder som regel med “må jeg…” 

Det er logisk fordi du jo også gerne vil opføre dig ordentligt og selvfølgelig både gerne vil undgå problemer og sure miner. Derudover så kan man jo undre sig over at vi skal passe så meget på ophavsret, når de tjenester vi benytter, tydeligvis har passet utroligt lidt på ophavsretten. Men bare fordi sprogmodeller er kommet afsted med at pakke deres oplæringsindhold ned i et dybt sort kælderlokale, og har fået låst døren og smidt nøglerne væk, så betyder det ikke at vi har ryggen fri og kan opføre os ligeså dårligt. 

Men det er jo nemmere sagt end gjort, når vi nu kan så meget og ved så lidt. Derfor vil vi her prøve at samle de spørgsmål og svar, som vi tænker kan være til gavn.  

Jeg vil gerne fodre en chatbot med en novelle for at få nogle arbejdsopgaver til mine elever. Må jeg det?

Du skal gennem 3 trin: Input, Motor og Output, for at have det hele svar.

Trin 1 er input. Det lyder som om du vil sende novellen i sin fulde form ind i en chatbot. Så er spørgsmålet om det er ok. Det er ok, hvis du selv har skrevet novellen, hvis du har fået lov eller hvis novellen ikke er beskyttet af ophavsret.

Det er ikke ok, hvis novellen er beskyttet af ophavsret og du ikke har fået lov.

Hvis du ikke kan få lov, er der dog flere omveje, som du måske kunne benytte. En omvej kunne være at spørge din chat om den kan løse din opgave uden at du skal fodre den med en novelle, som du ikke må fodre den med. Det kan jo være at den i forvejen kender forfatterens værk eller kender så meget til forfatteren, at den ud fra denne generelle viden har en rimelig overordnet løsning på din opgave.

En anden mulighed kunne være at du fandt noveller, som er udgivet under en åben licens eller ophvasretsligt er forældet, og så stiller chatbotten opgaven med dette indhold, for derved at få et svar, som du relativt nemt kan overføre til netop den novelle, som du vil arbejde med.

Trin 2 er motoren. Har du styr på at den overholder din ophavsret til det du fortæller den? Som udgangspunkt er der styr på de fleste større sprogmodeller og værktøjer, men bare for at sige, at nogle værktøjer begynder at give sig selv lov til at eje alt hvad du har givet dem. Andre motorer kan have en dårlig vane med at komme til at bruge dit input som oplæringsdata eller som output til andre brugere. Altså en situation, hvor novellen pludselig kan komme i omløb i alle mulige former og steder. Hvis du har en særlig tilladelse, så vil sådan en motor være katastrofal, fordi den jo ikke kan overholde den aftale, du har. 

Trin 3 er dit output.  Som udgangspunkt vil tjenesten, som du benytter, have et afsnit i deres “terms of use”, hvor de beskriver om du må betragte deres output som dit. Det må du ofte. Dermed kan du bruge indholdet, dele indholdet og også udgive indholdet både som copyrighted og som åbent via fx en Creative Commons licens. Meeen…

Det er også dit output, der kan fange andres opmærksomhed. Det er dette produkt, som vil kunne påvirke andre til fx at vurdere om deres rettigheder er udsat for udvanding, misbrug etc. Det kan tjenesten ikke gøre til eller fra. Så derfor bør du være opmærksom på om du skaber produkter, der kan forstyrre et marked. Jo flere penge, dit arbejde reelt bringer i fare, jo flere overvejelser bør du forberede dig med.

Det er ikke ulovligt at opfinde og skabe noget nyt og fantastisk, men det er jo ikke ensbetydende med at virksomheder ikke også kunne finde på at skræmme eller presse dig med en advokat, hvis de kan se at de risikerer at miste penge selv. Men har du styr på dit flow af prompt, indhold, motor og output, så skal du gå med dine ideer og stå ved dine handlinger.  

Sådan ca. kunne man vurdere og argumentere sig igennem en proces fra ønske til produkt.

Det svære er at gøre det rigtige. Enhver idiot ved at ingen bliver opdaget, at ingen kommer efter dig og at alle andre også gør det. Så er spørgsmålet du skal svare på; Er du enhver idiot?

Jeg har ingen forestilling om at teknologien hjælper dig med ophavsret. Men jeg har en klar ide om at ophavsret er til at forstå og at den sagtens kan overholdes og respekteres uanset hvad du gerne vil med generativ AI.

Ressourcer

Herunder er samlet nogle ressourcer, som du måske kan bruge til dit arbejde med at håndtere og formidle ophavsret omkring genereativ AI. 

  • Video: Oplæg CIU om ophavsret i generativ AI, maj 2024. (cc-by-sa CIU) Link
  • Præsentation: Samme materiale som video-oplægget, maj 2024. (cc-by-sa CIU) LINK
  •  Web: Hvad er kunstig intelligens, sept. 2023. (cc-by-sa CIU) LINK

“Ophavsretten er gevaldigt under pres, når det kommer til herkomsten af indhold i vores sprogmodeller. Men måden vi bruger teknologierne kan bestemt også give anledning til at stoppe op et øjeblik.”

– fra forfattergruppen

Læs om ophavsret
for AI for alle.dk på
Privatlivspolitik og Vilkår

Ophavsret
ai for alle

Oprettet i juni 2024
Senest redigeret juni 2024

Forfattere: Peter Leth